Vidste du, at gamle kortspil som hjerterfri og syvkabale samt hjernevrideren minestryger hører til blandt nogle af de mest spillede spil på computer?
Det kan måske overraske, men faktisk er årsagen enkel. Fælles for disse spil er nemlig, at de har været en del af Windows-pakken, og i takt med at Windows blev mere og mere populær op igennem 90’erne, vandt spillene indpas i mange PC-hjem verden over.
Her ser vi lidt nærmere på reglerne til spillet hjerterfri, som var et af de populære spil dengang, og som stadig spilles af mange den dag i dag.
Hjerterfri regler
Hjerterfri er et simpelt kortspil, hvor fire spillere spiller imod hinanden. Når du spiller det på computer, spilles der typisk mod tre computermodstandere.
Spillet går i al sin enkelthed ud på at få så få point som muligt. Point tildeles til de spillere, der får en eller flere hjertere ind i et stik. Hver hjerter tæller for 1 point, og derudover giver spar dame 13 point.
Hjerterfri starter ved, at der deles 13 kort til hver af de fire spillere. Herefter er der en bytterunde, hvor alle spillere bytter tre kort væk til én spiller, og modtager tre kort fra en anden spiller.
Spilleren, der er tildelt klør 2, åbner spillet ved at spille klør 2. De øvrige spillere skal så på skift spille et kort ud. Man skal spille samme kulør, medmindre man ikke har flere kort i denne kulør.
Har man ikke det, kan man i stedet spille en anden kulør, f.eks. hjerter. Eller sidder man med spar dame, så er ofte en god idé at slippe af med dette kort.
En runde fortsætter indtil spillerne ikke har flere kort. Herefter tælles point sammen, og en ny runde starter.
Du skal dog passe på, for hvis en spiller lykkes med at samle alle 13 hjertere samt spar dame, så går denne spiller fri for point, mens de tre øvrige spillere tildeles 26 point hver.
Spillet fortsætter således, indtil en spiller rammer 100 eller flere point. Når det sker, er spillet slut, og vinderen er den spiller, der har færrest point.
Hjerterfri strategi
Selv om hjerterfri er et simpelt spil, så er der alligevel en del strategi i spillet.
Først og fremmest skal du starte hver hånd med at vurdere, om du skal spille efter 0 point eller efter at give de andre spillere 26 point hver. Har du f.eks. udelukkende høje kort, eller har du mange kort fra samme kulør, så kan det give mening at gå efter at få alle point selv, og dermed gå i 0 og give de andre spillere 26 point hver.
En anden vigtig del af spillet er, at du er nødt til hele tiden at vurdere spillet ift. hvor mange point, de andre spillere har – både i den enkelte runde, så en spiller ikke pludselig sidder med alle pointkortene, men også i den samlede stilling.
Fører du spillet, mens en anden spiller er tæt på 100 point, kan du nemlig forsøge at sende dine pointkort i spil, når spilleren med knap 100 point ser ud til at tabe hånden. På den måde kan du presse spilleren over 100 point, og dermed vinde spillet.
Endelig er det også en meget god idé at holde øje med hvilke kort, der er blevet spillet. Du skal selvfølgelig først og fremmest holde øje med spar dame, men ved at holde øje med de øvrige kort også, vil du ofte have en fordel, når du ved, om spilleren bag dig f.eks. sidder med flere kort i en bestemt kulør eller ej.
Alt i alt er hjerterfri en sjov og taktisk gammel klassiker, som vi helt klart vil anbefale dig at prøve – så vil du hurtigt opdage, hvorfor spillet er så populært!